Artigeardit



Efter 2 udsolgte koncerter hvor Artigeardit væltede Aarhus og København er ungdomspoeten nu klar til at indtage hele Danmark. Dette sker ovenpå et år med udgivelser af 2 EP’s, et hav af hitsingler, koncerter på toneangivende festivaler og nyheden om et kommende album i starten af 2020.

Med sange som ‘Del Af Mig’, ’Joggingsæt’, ’Airbag’ og ’Lov Mig 1 Ting’ har den unge Artigeardit bevist, at han kan lave stærke numre, som både virker hos sit trofaste publikum og de nytilkommende lyttere. Det beviste han netop til de udsolgte koncerter på Atlas i Aarhus og i DR Koncerthusets Studie 2 i København forleden. Der var både fællessang, dans, hop, råb og masser af hænder over hovedet. Artigeardits seneste singler sætter sig fast i publikums bevidsthed hurtigere end nogensinde. Både lyrisk, poetisk og musikalsk er Artigeardit en af de mest spændende stemmer på den danske urbanscene lige nu.

”Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og spille mit nye kommende album for jer alle. De nye sange afspejler en nyere version af mig selv, og jeg udleverer mig selv endnu mere hudløst ærligt end jeg tidligere har gjort. Det er både grænseoverskridende, men også en helt speciel ting for mig at vise mine lyttere sangene i øjenhøjde. Det bliver klart den mest personlig turné til dato”

udtaler Artigeardit om det kommende album og turné. Det bliver Artigeardits største turné til dato, hvor han besøger 11 byer og kommer bredt ud i landet. Touren følger op på udgivelsen af hans kommende album i starten af 2020, hvor bl.a. den seneste hitsingle ’Lov Mig 1 Ting’ er at finde på. Det kan derfor siges, at Artigeardit er ved at træde op i en helt ny liga.



  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon